Plakat af ukrainske Iryna og Sofia af Stine Heilmann - en af de mest anerkendte danske kvindelige samtidige fotografer.
Plakaten er 50 x 70 cm., fremstillet på FSC certificeret papir og bærer desuden miljømærket EU Blomsten (EU Ecolabel).
Iryna og Sofia er fotograferet i traditionelle ukrainske folkedragter.
Iryna er fra i Lviv i Ukraine, hvor hele hendes familie stadigvæk bor. Hun kom til Danmark for 13 år siden og mødte sin mand tre år senere. Sammen har de datteren Sofia på 4 år. Siden krigen brød ud i Ukraine sidste år, har hun brugt alle sine vågne timer på at gøre en forskel for sit land og familie.
”Jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke spise. Jeg vil gøre alt, hvis det hjælper Ukraine”.
Irynas mor i Ukraine beretter om kampfly og kirkeklokker, der ringer simultant med luftalarmerne, så ingen overhører at et luftangreb er på vej. Og så fortæller hun om et land og lokalsamfund, der står sammen og bliver sammen på trods af svære tider.
”Børn, der sidder i fugtige og kolde kældre. Mødre, som skriver børnenes blodtyper på deres tøj, når sirenerne lyder – som gemmer børnene med deres egen krop. Når jeg kigger på min datter, mens hun sover, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle dem, som lige nu beskytter deres børn og babyer under utrolig svære omstændigheder”.
Ved køb af denne plakat støtter du UNICEFs arbejde for verdens mest udsatte børn.